27. april 2024
Simon Jespersen havde sejrsskamlen i sigte, da han i weekenden blev hasteindkaldt som afløser for Kallio-teamets Patrick Hobelsberger ved 3. afdeling af Supersport-VM, som blev kørt på Estoril-banen i Portugal.
Tyskeren havde pådraget sig en alvorlig skade på højre knæ og hånd efter en episode på Slovakia Ring, hvor en kører var styrtet foran ham, og en påkørsel af konkurrentens cykel var uundgåelig.
Hobelsberger stillede tappert op i Portugal, men efter fredagens første fri træning, hvor han satte feltets dårligste tid, blev han erklæret unfit af stævnelægen.
Vesa Kallio skulle bruge en reserve, og hvad var mere oplagt, end at kontakte danske Simon Jespersen, som sidste år leverede henholdsvis en 9.- og en 8.-plads, da han trådte til som afløser for teamet på Navarra.
– Jeg havde Vesa i røret kl. 15, og så var det ellers bare om at komme til Estoril hurtigst muligt, fortæller Simon Jespersen, som har base i københavnerforstaden Herlev.
– Udfordringen var, at der ikke gik direkte fly – og faktisk ikke engang brugbare fly fra København, så vi måtte først køre til Billund, hvor flyet gik kl. 21. Der skulle mellemlandes i Madrid, hvor vi var fremme kl. 1. Jeg sov på gulvet i lufthavnen til kl. 5, og 6.25 gik flyet til Lissabon, hvor vi landede en time senere. Vesa samlede mig op i lufthavnen, og vi var på banen ved 7-tiden portugisisk tid.
– Jeg var knapt nok vågen til teknisk kontrol, men stillede til briefing, media-session med fotografering og fik lige en kort snak med teamet. Kl. 10.25 var det direkte til den 20 minutters Superpole.
Teamet havde lidt fredags-data fra deres faste kørere Hobelsberger og Sander Kroeze, og mikset med Simons erfaringer fra hans egen R6 fik de skabt et brugbart basis-setup. Simon havde kørt på Estoril ugen forinden, hvor han stillede op for sit gamle team i ESBK og på en Yamaha R1 erobrede to 7.-pladser i Superbike-klassen, så han havde banen i frisk erindring. Men der var andre udfordringer.
– Springet fra 1000 til 600 krævede en del tilvænning. Poweren var virkelig svær at finde ud af, for i forhold til R1’eren trækker 600’eren nærmest slet ikke. Dækkene var også en udfordring, for på 1000’eren kører jeg på Michelin, mens der jo bruges Pirelli i Supersport-VM. Så hele balancen omkring, hvornår den trækker, hvornår den spinner, og hvor hårdt man kan bremse, var svær.
– Jeg kørte ikke specielt hurtigt i den første udkørsel, men så fik jeg et nyt dæk på, hakkede 2,5 sekund af tiden og endte 28.-hurtigst. Jeg var faktisk glad for, at jeg overhovedet kunne kvale ind uden forudgående træning.
En startposition i 10. række er en udfordring i sig selv, men Simon gik til opgaven uden andre ambitioner end at få en god start, gøre sit bedste og så se, hvilke muligheder lørdagens løb 1 bragte, og hvilke kørere han kunne følge med.
– I tidtagningen var Unai Orradre f.eks. en smule for hurtig for mig, men i løbet kørte jeg fra ham. Jeg gjorde i det hele taget, hvad jeg kunne og fik overhalet et par kørere, men der var også et par stykker, der faldt af. Jeg troede faktisk, at jeg sluttede som nummer 22, men i parc fermé fortalte teamet mig, at jeg blev nummer 13 og dermed hentede 3 VM-point.
I søndag formiddags 20-minutters Warm Up kunne Simon få lidt flere omgange under huden. Efter lidt albue-boksning med Can Öncu på vej ud gennem Estoril’s vildt lange pitudkørsel dukkede Lorenzo Baldassarri op som en velkommen sparringspartner på banen, som grundet en massiv støvregn blev ved med at være våd.
– Jeg havde det rigtig godt i regnen, men der var et par stykker, der styrtede – bl.a. Öncu, Oli Bayliss, van Stralen og Cluzel. Jeg var 6.-hurtigst, da der blev flaget rødt, fordi Niki Tuuli var styrtet. Men efter genstarten endte jeg som 10.-hurtigst i Warm Up’en.
Til løb 2 søndag finjusterede Kalio-teamet Yamaha’ens setup med lidt hårdere fjedre for, en mere hård bagende og let ændret motorbremse. Desuden rykkede Simon tre pladser frem på grid’en, fordi Tuuli, Verdoia og Taccini blev erklæret unfit efter deres styrt. Desværre fik Simon en katastrofal start fra sin 25. startposition, fordi koblingen drillede.
– Teamet bruger en anden kobling, end da jeg kørte for dem på Navarra sidste år, og den tager hurtigere fat. Motoren døde i omdrejninger, og da jeg endelig fik den op at snurre, gik cyklen på baghjulet, så det endte med, at jeg nærmest var sidst i første sving.
– Jeg fik kørt mig lidt frem i feltet, og så kom Kyle Smith bagfra. Vi overhalede hinanden et par gange, inden jeg besluttede bare at lægge mig bag ham for at se, hvad pace han kunne køre. Det var ret svært at følge med ham, men jeg prøvede, og pludselig var vi oppe ved frontgruppen.
– Faktisk var det slet ikke gået op for mig, at det var frontgruppen, før de sidste par omgange, men så lå Bulega der, og Aegerter var også med. Jeg ved ikke hvorfor, men de kørte langsommere end Kyle og jeg. Jeg kom forbi van Stralen og Bulega – og da jeg lå på 6.-pladsen bag Bayliss på vej ned mod sving 6, tænkte jeg: Wow, du har chancen for at komme på podiet!
– Jeg havde meget mere at give af, og jeg kunne godt køre Kyle ind. Desværre gik Yari Montella inden om mig i sving 7, hvilket betød, at Bulega pludselig var bag mig. Min plan var at gå højre om Montella i udgangen af chikanen, men jeg kom lidt for dybt ind. Jeg blev dog i 1. gear, så jeg kunne tage en snæver linie ud af chikanen. Her prøvede Bulega så at komme indenom, selv om der ikke var plads. Han ramte mit forhjul, og vi styrtede begge to. Mit styr knækkede, så jeg kunne desværre ikke køre videre, og jeg græd nærmest hele vejen tilbage til pitten.
En virkelig ærgerlig afslutning på et løb, som godt kunne have endt med en podieplacering til Simon Jespersen. Hvilket ville have været den første til en dansker i Supersport-VM, siden Robbin Harms kom i mål som nummer 3 på Phillip Island i 2008.
Men der kommer altid et løb mere. Og med lidt held får vi danskeren at se i flere afdelinger af Supersport-VM i år.
